Sidste måned var jeg på plantemarked på Vesterbro og havde en lille stand lige udenfor Absalon kirken. Her på en grå og regnfuld tirsdag i oktober er det da kun passende at mindes denne dejlige oplevelse med jer – i billeder og lidt noter fra min dagbog. Hvis ikke du nåede det, kan du komme med næste år, hvor Plukk igen holder plantemarked både til foråret og i sensommeren😉🌿

Om morgenen gjorde jeg standen klar. Der var blevet lovet regn, så jeg var lidt nervøs for hvordan det ville forløbe henover dagen, og havde taget en pavillion med bare for en sikkerhedsskyld, men håbede ikke det ville blive nødvendigt at slå den op.

Lige inden åbningen af Absalon plantemarked var det stadig muligt at tage billeder uden alt for mange mennesker på og nøøj hvor var der flot derinde! Botanisk have ville have kamp til stregen med udvalget af planter og det grønne pop i kombination med Absalons smukke, farverige vægge.

Standene var arrangeret langs væggene med en ø af stande i midten. Der var stilt planter op i flere niveauer ved hjælp af bl.a. reoler og tøjstativer med hængeplanter og høje planter.

Udenfor var vi også i smukke omgivelser med Vesterbros hyggelige, ældre lejligheder i baggrunden. Der var Københavnsk sensommer stemning og blå himmel. Folk stoppede forbi på vej til familiefrokost eller fødselsdag og kunne få en grøn værtsgave med sig i cykelkurven.

Det var midt september og ikke helt varmt udenfor mere selvom der var skyfrit. Jeg benyttede mig derfor flittigt af Absalons tilbud på varm te og kage og så fik jeg en fin lille keramikkande med mig ud, så der var nem genopfyldning.

I baren kunne man udover kaffe og te også få en bid mad. For enden af kirken var der et caféområde, hvor man kunne slå benene op og nyde den dejlige udsigt og duften af alt det grønne.

Jeg var i super godt selskab på plantemarkedet. Udover alle de planteinteresserede mennesker der kom forbi og lod mig snakke frit om mine planter fik jeg overraskende besøg af min rigtig gode veninde. Det var kærkomment, for min mand som var så sød at hjælpe til var taget hjem for at hente flere planter til at genopfylde standen, og som gravid i 2. trimister var der altså nogle toiletbesøg der skulle vedligeholdes😅

Jeg var ikke den eneste der havde fundet på at tage tillandsia luftplanter med til markedet. Indenfor bugnede det også med disse sjove, jordfri planter. De var anrettet fint på bordene og nogle var hængt op. Der var endda en kæmpe xerographica som virkelig gav blikfang (øverst i højre hjørne)

Nogle planter indgik i kreative dekorationer, som disse ophængte kokedamaer – moskugler med jord i viklet rundt om forskellige slags stueplanter

Der var også andre ting end planter, som disse håndlavede og glaserede lerpotter og andet keramik i plantetema. Jeg faldt over nogle skægge stager med blomsterhoveder i toppen.

Flere havde lavet akvarel billeder, verdenskort og postkort i eget design. Min nabo standholder, Malene, havde også lavet nogle virkelig fine kreationer. Jeg havde sagt til mig selv inden plantemarkedet at jeg ikke skulle have nogle planter med hjem selv (for det ville være fjollet når nu jeg kom for at sælge) men tænkte ikke at disse akvarelbilleder talte med, så jeg fik to fine eksemplarer af Malene og endda signeret😋

Det er ikke så tydeligt et billede ovenfor, men jeg tænkte alligevel det skulle med. For jeg er engang blevet spurgt om jeg kendte til nogen der solgte alocasia dragon scale i Danmark og måtte dengang desværre svare, at det gjorde jeg ikke. Nu stødte jeg på den på markedet og var også ret fascineret af dens skællignende tekstur, skjoldform og sølvlignende farve med blågrønt skær.

Fra planter til honning. Lidt ved siden af temaet tænkte jeg først, men så var den lige op at vende en ekstra gang inden det gik op for mig. Og så tænkte jeg “selvfølgelig, planter 🌸 + bier🐝 = honning, derfor”. Vi giver bare ammehjerne skylden, ikke😅

Jeg fik taget et par closeups af nogle planter – her en smuk, broget slyngplante (kender desværre ikke navnet). Alt hvidbroget og lyserødt var bare populært den dag må jeg sige.

Og til slut lidt nærbilleder fra min bod, hvor jeg ikke havde noget andet gennemgående tema end stueplanter / småplanter, både tillandsia luftplanter (jordfri planter), calatheaer, hjemmelavede planteterrarie dekorationer og bonsai planter.

Wow! Det var bare en af årets yndlingsdage for mig! Tak fordi I så med😁🌱🌳🌵🌿💚