Øv, dit terrarie er sååå pænt, men der sværmer en masse fluer rundt om det og nede i det. Det er så ærgerligt, men det sker desværre engang imellem, at de her små bæster hærger indendørs planter. De ligner fluer. Der er mange der forveksler dem med bananfluer, men det er faktisk små svampemyg (Sciaridae) nogle kalder dem sørgemyg. Bananfluer tiltrækkes af overmodnet frugt mens svampemyg lever af planterødder og kan i store mængder skade dine planter. Det var den dårlige nyhed. Den gode nyhed er at de ikke stikker, og du kan forholdsvist nemt få bugt med dem.

Sukkulent plaget af svampemyg. Billede af chipmunk_1
Svampemyg lever i fugtig jord
Svampemyg trives i våd jord, så er de kommet til kan det skyldes overvanding eller fugtigt klima. Et terrarie kan godt blive fugtigt, så det kan altså give anledning til de her svampemyg. Svampemyggene lever som larver i den fugtige jord, hvor de spiser rødderne. De voksne svampemyg lægger omkring 300 æg, der klækker efter 3-4 dage, så det kan hurtigt blive til mange myg hvis du ikke får det under kontrol.
Få svampemyg under kontrol
Den bedste bekæmpelse er forebyggelse. Svampemyg kan hurtigt brede sig til andre planter eller terrarier, så inden du køber nye planter bør du inspicere dem for skadedyr. Fjern lidt af jorden omkring basen af planten, så du kan se ind til rødderne. Hvis du kan se de blanke, skinnende svampemyggelarver skal du ikke købe planten.

Voksne svampemyg måler 2-8 mm. Billede af John Tann
Undgå overvanding af dine planter. Lad de øverste to centimeter af jorden tørre ud. Det er endnu mere effektivt at lade hele jorden tørre ud, men det er der mange af terrarieplanterne der ikke kan tåle. Typisk indeholder terrarier meget små planter med fine rødder, der ikke har så meget at stå imod med, hvis de mangler vand, så de dør nemt ved udtørring (det har jeg lært på den hårde måde).
Et almindeligt råd er at vande planterne fra bunden. Det kan dog være svært med et terrarie, hvis du vander med en almindelig vandkande. Jeg har brugt en pipette lignende vandflaske, som jeg kan stikke ned i jorden og derfra presse vandet ud, så toppen af jorden er tør. Jeg har også læst at der er nogle der bruger en kalkun “baster” (jeg er ikke sikker på det danske ord for turkey baster), dem man bruger til at suge saften op fra kalkunen og sprøjte ud over den, så den bliver stegt i sin egen saft.
Sæt dine terrarier udenfor i nogle dage
Når skaden er sket og du har fået svampemyg i dine planter handler det om at isolere de inficerede planter, så svampemyggene ikke breder sig til dine andre planter. Svampemyggene kan godt lide et lunt miljø. Hvis der er tilpas koldt forsvinder de. Jeg har haft held med at sætte terrarierne udenfor i nogle dage, men hold også øje med om dine planter kan tåle det.
Insektfælder og insektspray
Du kan også bruge insektfælder eller insektdræbende spray, men pas på med de kraftige kemikalier. De kan skade dit terrarie. Du kan købe såkaldte “yellow sticky traps”, som er nogle klæbende papirlapper, du kan hænge op omkring dit terrarie. Svampemyggene tiltrækkes af den gule farve på papiret og bliver fanget af den klæbende substans. Jeg har prøvet insektfælder med klæbende stof, der ikke var gult, og det synes jeg altså fungerer lige så godt. De koster omkring 30-40 kr. og fås bl.a. i Kvickly, Bilka og Føtex.

Yellow sticky trap fælde til at fange svampemyg. Billede af Elintarviketurvallisuusvirasto Evira
Mangler du flere måder at bekæmpe svampemyg på? Så kan jeg hjælpe dig lidt ved at fortælle de hedder “fungus gnats” på engelsk. På danske sider bliver de også kaldt sørgemyg. Der findes rigtig mange engelske sider som også behandler emnet. Held og lykke med at få has på bæsterne!
Trackbacks/Pingbacks