Det startede egentlig med, at jeg og kæresten havde bestilt en ny sofa, fordi vi syntes vores gamle var blevet for lille til at rumme hele min familie. Mine forældre og tre søskende kommer tit forbi, så var en tre-personers sofa og to lænestole altså for lidt plads, så vi købte en sekspersoners hjørnesofa over nettet til at stå sammen med nogle lænestole. Herefter startede søgningen ellers efter et nyt sofabord som kunne passe til det nye større sofa-arrangement. På dba fandt jeg hurtigt tre plexiglasborde, som jeg synes ville gå godt til en mere kvadratisk opsætning.
Sådan opstod idéen
Efter jeg kiggede på dem et stykke tid på nettet fik jeg den idé, at de da sagtens ville kunne rumme nogle af de mange planter og terrarier jeg havde stående. Der var begyndt at mangle lidt plads på hylder og reoler til mine planter, så det ville være en perfekt anordning. Jeg slog hurtigt til, og nu står de derhjemme. Der var mere plads nedenunder dem end jeg regnede med, så mine hylder er næsten tomme for planter. Juhuuu!! Bare endnu en god grund til at anskaffe flere planter 😀
Hvad så nu? Hvordan vedligeholder man sit “plantebord”?
Efter jeg fik det stilt op var der selvfølgelig mange overvejelser der begyndte at melde sig. Hvilke udfordringer er der ved at have planter under bordet? Hvilke plantesorter egner sig til det? Hvor meget lys og vand skal de have? Hvordan gør man med vanding? Kan man skade gulvet eller gulvtæppet? Og er det irriterende at man ikke kan stikke fødderne under bordet? Alt sådan noget er lidt svært at svare på, på nuværende tidspunkt, da jeg lige har stilt det op i går, men jeg vil løbende opdatere bloggen med mine erfaringer.
Jeg har gjort mig lidt overvejelse, da jeg stillede det op, bl.a. har jeg lagt nogle af planterne i en lav plastboks, så jeg nemt kan trække dem ud under bordet. Jeg har også leget med tanken om, at anskaffe mig en meget diskret udtræksplade, der strækker sig over hele arealet nedenunder bordene, som jeg kan trække ud.
I dag vandede jeg planterne ved først at skubbe de to små borde frem, vande nedenunder dem, og derefter skubbe det store bord henover de små bordes planter og vande planterne nedenunder det store bord. Som jeg plejer, vandede jeg mine planter ved at nedsænke dem i et kar med vand. På den måde undgår jeg også at plaske vand udover gulvet.
Jeg har udvalgt mine planter, så der flest mindre lyskrævende planter nedenunder som eksempelvis sukkulenter, fredsliljer og mere tropiske planter, der normalt kan stå i skygge, da de naturligt forekommer i bunden af regnskove. Indtil videre har jeg ikke haft gener ved at jeg ikke kan stikke mine fødder under bordet, men jeg er nok også mere typen, der har dem ovenpå bordet, og det kan man fint stadig XD
Kæresten er ikke super glad for at gulvtæppet står halvt under de to små borde, men det er mere kosmetisk, jeg må også indrømme at det heller ikke helt harmonerer med min æstetiske sans, men nu må vi lige se; planteprojektet i første omgang, så kan det være jeg skifter gulvtæppet ud på et andet tidspunkt.
Jeg glæder mig til min nye sofa kommer, så får jeg at se om mit plantebord overhovedet passer til. Billederne kommer selvfølgelig også her på bloggen 😉
Ej hvor er det skægt
Tak, Camilla 🙂
FEDT! Det ser ekstra flot ud ovenfra.
Tak, Pipaluk. Ja, jeg prøvede at tage billeder fra forskellige vinkler, så man bedre kan fornemme det. Men det aller bedst “live” 😉